FRONTPAGE & CONTACT  —  MAINPAGE — OUR DOGS  — PUPPY PLANS

FORSIDE & KONTAKT    —  HOVEDMENU — VORE HUNDE — HVALPEPLANER

Mit  lille  smertensbarn  ”Prinsessen” fik en noget uventet og hård start på livet, da hendes mor døde kun få timer efter hendes fødsel, efter et kejsernit med sterilisation,  p.g.a. en aneurisme.  

Lidet havde jeg nogensinde troet, at skulle stå i en sådan situation.  At miste en tæve, som for få timer siden var frisk, livlig og glad, på den måde, er det mest rædselsfulde jeg har oplevet.  Og jeg har ellers prøvet lidt af hvert.

Vi kæmpede for Pallas’ liv i 7-8 timer.    Dyrlægebesøget varede fra 11.30 til  næsten 21.00.  20 aug. 2004

Hun havde været svær at bedøve, så da hun var svær at få vækket igen, fik den øgede mængde af bedøvelse i hendes krop ,naturligt nok skylden for det, og vi anede ikke umiddelbart uråd. Efter et par timer var hun endnu ikke vågnet, hun var meget kold, pakket ind i lammeskind og tæpper blev hun masseret, under den seance opdagede jeg, hvad jeg mente var blod i maven på hende. Dyrlægen kom straks, stak en kanyle ind, men fik ikke noget med ud, så det var sikkert falsk alarm.  

Efter endnu nogen tid, blev hendes åndedræt stadig tungere og langsommere, og hendes øjne mistede liv, jeg anede uråd og talte nu sekunderne mellem hendes vejrtrækning. Der blev længere og længere imellem - så stoppede hun helt, jeg fik travlt, kaldte på dyrlægen og begyndte kunstigt åndedræt og hjertemassage på hende med det samme.  Vi fik en slange i halsen på hende og koplet hende til ilten, og alt mens jeg fortsatte med at trække vejret for hende og gi’ hende hjertemassage, lukkede dyrlægen hende op igen - maven var fyldt med blod. Noget at dette blod blev trukket i store kanyler og sprøjtet ind i hendes årer - hun havde allerede fået 3 liter vand den vej - og efter en tid begyndte hun så også at trække vejret selv - puha, sikken en forskrækkelse, men nu var der da håb.  Hun fik liv i øjnene og bedøvelsen blev slået til imens operationen blev gjort færdig.

 

Hun var jo blevet steriliseret og det mest nærliggende som årsag til hendes forblødning, var naturligvis disse underbindinger.

De blev kikket grundigt efter, og fik en ekstra omsnøring, alt blev skyllet og renset, ikke nogen større blødning at se nogen steder fra. Hun blev lukket igen, og vi valgte at lade hende ligge i ilten indtil hun kom sig. Det gjorde hun bare ikke.

Der gik et par timer igen. Hun lagde hovedet bagover, som for lettere at kunne få luft, så jeg snakkede blodtransfusion, måske der efterhånden var for lidt til at trække ilten rundt.  Vi blev enige om at tilkalde en helsøster til Pallas med henblik på en transfusion.  

Under tabningen af Fairy, konstaterede jeg med gru at Pallas igen havde  væske, som måtte være blod,  i bugen, og kort efter holdt hun op med at trække vejret igen. Denne gang måtte vi indse at vi havde tabt og lade hende sove ind. Det var en endnu værre oplevelse nu, da vi ligesom troede vi havde reddet hende.

Jeg ville dog vide hvad min hund var død af, så vi lukkede hende op endnu engang, og fandt så denne aneurisme langt oppe i kroppen, bag lleveren.

Pallas havde ikke en chance, ikke engang om vi havde vidst det, kunne vi ha’ reddet hende.

Den er sandsynligvis udløst efter sterilisationen. Da hun blev vækket, er blodtrykket  steget, fordi et stort organ er fjernet, det blod skal nu være andetsteds i systemet.

Ialfald er det sidste gang vi har steriliseret en tæve i forbindelse med en fødsel.

Vi kørte knuste hjem med Pallas, som nu er begravet ved siden af alle vore andre hunde & katte på hestefolden under syrenerne.

 

Nu måtte opmærksomheden rettes mod babyen,  nu handlede det om at få den lille moderløse hvalp til at trives under disse omstændigheder., og de næste 3-4 uger gik jeg rundt som en zombie, dels i chock , dels dødtræt.

Jeg har flasket masser af  moderløse kattekillinger op, (en sådan har vi også nu, 12 år gl, hun vejede bare 88 gr. da hun kom med mig hjem) og tro mig, det er vand ved siden af det her.  Jo, jeg kunne nok ha’ fundet en amme, men jeg kunne bare ikke slippe den hvalp af syne. Det var for hårdt at risikere at miste hende også. Jeg havde bare brug for at kunne se og røre hende hele tiden.

En nyfødt hundehvalp, som ligger hos sin mor, spiser med ca. 1½ times mellemrum de første 3-4 dage, derefter måske 2-3 timer i en uges tid, så kan vi snakke 3-3½ de næste par uger.  Det gør en hvalp uden mor altså også. Det med hver 3je time - holder ikke.

Hurra for en lang erfaring som opdrætter.

 

Det handler jo heller ikke kun om mad, varmen fik hun via en varmelampe, og hun blev de første dage placeret i en papkasse ved siden af min seng.  

 

Så skal man også passe gevaldigt på , at den ikke får forstoppelse eller diarré, begge dele er sandsynligt på pulvermælk og begge dele kan være livstruende for en nyfødt. Så mælken må ikke være  for kraftig eller for tynd. Eller for kold eller varm.

Når hvalpen ligger hos sin mor skal den jo også kæmpe lidt for føden og får derved rørt sig, derudover slikker moderen en del på hvalpenes maver og alle andre steder, så de får massage og alt dette holder systemet i gang.

Her lå hun jo bare og så fik hun serveret maden uden den store anstrengelse, derfor var det vigtigt at tvinge hende til at bevæge sig lidt, og gi’ hende en go’ gang massage over det hele, flere gange om dagen, udover at motivere hende til at aflevere tykt og tyndt med lidt blødt papir. (Jeg tror ikke ret mange er klar over hvor tyndhudet sådan en lille numse er. Jeg skulle ikke komme til at gnide det mindste, så kom der blod, så kun duppe forsigtigt.)  

Vi slap da også med en enkelt gang maveknep, som varede et par timer.

 

Hendes kælenavn ”Prinsessen” fik hun ret hurtigt. Hun stillede store krav. Æblet falder ikke langt fra stammen.

Damen havde sandelig sin egen mening om dette og hint fra første dag.Hun sov bedsti mine hænder tæt på kroppen.Det var ret anstrengende.

 

Mine hvalpe har ofte fået lidt tilskud med flasken, hvis kuldet var stort eller tæven ikke havde mælk nok, og alle har bare sat flasken for munden og ladet det løbe ned, men hende her - næ, nej, først smager man på skidtet, en eller to forsigtige slurke, er den varm nok tar’ man en go’ lille tår, (var den bare en grad for kold, var man på hendes grimasse ikke i tvivl om at det var udrikkeligt,) så skal man lige tisse, det havde jeg vel at mærke allerede sørget for, før hun blev tilbudt flasken, hvalpe vil aldrig drikke, hvis de er trængende, det ved jeg af erfaring, men hun var åbenbart ikke blevet færdig - hver gang - så hun blev sat ned og rendte lidt rundt og  fik tisset lidt igen.  Så tar’ vi lige en tår mælk  mere, nej ned igen, nu skal hun noget stort, fair nok, så prøver vi en tår til, nej, nu er mælken for kold, drik den selv, men hyl, skrig, kræet er sultent, så vi varmer mælken igen og begynder forfra.

Jeg havde vænnet mig til at ha’ en bøtte med kogende vand ved siden af til formålet. Så hvor en ”normal” hvalp som regel bruger 3-5 min - højst  - på at drikke en portion mælk, skulle damen her incl .div. underholdning undervejs bruge ca. 20 min.  Så når vækkeuret ringede igen 1½ time senere, så var jeg altså dårlig faldet i søvn.

Den seance fortsatte også, da hun begyndte med fast føde i 3½ - 4 uges alderen. Hun blev selv så tosset på flasken, da den ikke ga’ mælken hurtigt nok, at hun valgte den fra og drak af skålen, men suttebehovet kom stadig  som 5,5 ugers lidt frem om aftenen og så ”bad” hun om flasken, evt.ved at sutte på mine fingre eller mit tøj, og så tømte hun den hurtigt og grådigt.

 

Nu er hun 6 uger og vænnet helt fra flasken, men hendes signaler til mig som mor og dermed i hendes øjne den ansvarlige for at skaffe hende mad, og gi’ hende tryghed, er ikke til at ta’ fejl af. Vil hun ha’ mad gir’ forsøger hun at kravle op til mig, mens hun gir’ kraftige sutte/snuselyde - ikke at forveksle med smaskelyde - fra sig.

 

P.T. er hun nået til at spise tørfoder, bare hun sidder på skødet eller ved siden af mig i sofaen, når det skal indtages, jeg gruer for, når hun vejer 40 kg. - Og så kan hun godt li’ at få rødvinssovs på.

 

Efter at ha’ spist vil hun altid lege / slås, det må de andre hunde lægge krop, ben, hale,  læber og ører til, og de er nu søde ved hende.

Om aftenen når vi skal i seng er det sove / kæletid. Ingen tegn på trang til at lege / slås, bare ligge tæt og hygge og kramme.

 

Jo, man lærer virkelig hvalpens signaler at kende, som jeg aldrig har oplevet dem før.

Vi har indrettet to kravlegårde til hende, ikke at hun er der ret meget mere, men det er nu nødvendigt med et ”helle” sted til hende, hvor de andre hunde ikke kan træde på hende eller stjæle hendes mad og legeting. Den ene står i stuen, den anden ved siden af min seng. De står for de meste åbne så hun kan komme ud / ind men de store hunde kan ikke.  Hun var knap 4 uger gl. da hun selv kunne finde vej ind igen for at sove hos sin tøjhund, jeg var imponeret.

 

Hun fik efter de første par dage en stor Berner tøjhund, jeg havde glemt jeg havde den, så de første dage brugte vi, som vi har gjort før til enebørn, en stor tøjsæl, men Berneren, den gjorde lykke. Den kunne man rigtig putte hos, som hos en rigtig mor, ind mellem benene, over benene, under hele hunden. Og nu kan man gø af den og bide i den, præcis som med en mor.  

Ingen tvivl om at den er stor del af hendes liv. Hun er også en stor del af mit liv, at se hun trives og er glad, er en dejlig fornemmelse, at blive betragtet som mor - ikke bare nr. 2 menneskemor, men den eneste rigtige mor, er særlig oplevelse, hvorend den er på en tragisk baggrund.

Men den forpligter også.  Hun stoler 100 % på mig som den der tar’ sig af alle hendes fornødenheder. Det må jeg så prøve at leve op til.

Kennel Tertzo’s Berner Sennen

Tinkas historie

Se billederne